New Zealand – forberedelse og planlægning


Forberedelse og planlægning

I 2016 var vi med vores gode venner i Californien og det vestlige USA. Vi havde så gode erfaringer med at køre rundt i en SUV og bo på hoteller, at vi ikke var i tvivl om, at det også skulle være modellen for vores tur til New Zealand i 2018.

I marts 2017 startede vi med at planlægge turen efter et møde med en rejsekonsulent fra 2 forskellige rejsebureau-er. Vi var også til et informationsmøde, hvor vi fik nyttige og gode oplysninger, om hvad vi skulle se på nordøen og sydøen, og i hvilken rækkefølge vi skulle besøge øerne. Det sidste afhang af, på hvilket tidspunkt af året vi ville rejse. Vi blev anbefalet at rejse i februar/marts måned, da det største lokale feriepres ville være overstået på det tidspunkt, samtidig med at den New Zealandske sommer ikke ville være overstået.

New Zealand strækker sig over flere forskellige klimabælter. Der kan være subtropiske temperaturer på nordøen og meget koldt på sydøen på grund af de mange bjerge. Da vi planlagde vores rejse fra den 22. februar til den 22. marts , fik vi det råd at starte på sydøen med udgangspunkt fra Christchurch. Det var også vigtigt, at afsætte mindst 3 uger på New Zealand. Vi valgte at fordele de 3 uger med 2 uger på sydøen, som har de største naturoplevelser og 1 uge på nordøen. På vej hjem vil vi gøre et 3 dages ophold i Sydney.

Udstyret med forskellige rejsebureauers kataloger, ” Turen går til New Zealand”, kort, oplysninger på internettet og gode råd fra venner, der havde været på New Zealand, besluttede vi ruten, og  gik i gang med at planlægge turen i detaljer.  Hvad ville vi opleve? Hvor skulle vi bo? – og hvor mange overnatninger ønskede vi de forskellige steder? Der blev lavet en “drejebog” for samtlige dage, og med den kontaktede vi 2-3 forskellige rejsebureauer, for at høre, hvad de kunne lave turen for.

Australienrejser kom med et godt tilbud, og vi besluttede at samarbejde med dem. De sørgede for flybilletter, billeje og bookede de fleste hoteller.

Rejseplan
Torsdag den 22. februar 2018
Afgang Aalborg 10.30 – Ankomst København 11.10
Afgang København 12.30 – Ankomst Singapore 07.30

Fredag den 23. februar 2018
Singapore

Lørdag den 24. februar 2018
Afgang Singapore 19.50 – Ankomst Christchurch 10.40

Søndag den 25. februar – Torsdag den 8. marts 2018
Rundtur på Sydøen

Fredag den 9. marts – Søndag den 18. marts 2018
Rundtur på Nordøen

Søndag den 18. marts 2018
Afgang Auckland 08.00 – Ankomst Sydney 09.45

Søndag den 18. marts – Onsdag den 21. marts 2018
Sydney

Onsdag den 21. marts 2018
Afgang Sydney 16.10 – Ankomst Singapore 21.20
Afgang Singapore 23.55 – Ankomst København 06.00

Torsdag den 22. marts 2018
Afgang København 09.15 – Ankomst Aalborg 10.00

Vores rute på Sydøen og Nordøen er trukket op med rødt med angivelse af datoer og overnatningssteder.

Aalborg – Singapore

Torsdag den 22. februar 2018

Endelig oprandt dagen for vores afrejse. Vi mødtes i Aalborg Lufthavn og checkede ind på et SAS fly til København. Selv om flyet var en halv time forsinket og tiden blev knap, nåede vi Singapore Airlines fly til Singapore. Med en 11 timers og 11 minutters flyvetur foran os barikaderede vi vores sæder og lod os betjene af det meget serviceorienterede flypersonale. Vi fik set en smuk solnedgang over Rusland, inden vi forsøgte at få lidt søvn.

Fredag den 23. februar 2018

Vi ankom til Singapore kl. 6.45 ( 23.45 dansk tid) og fik udleveret vores bagage samt vouchers og billetter til gratisoplevelser i Singapore i det halvandet døgn, vi skulle være her.

Efter at have checket ind på Hotel Peninsula Excelsior, tog vi en Hop on and Off bus rundt i Singapore, ja vi tog faktisk to, den gule og den røde rute, for vi skulle nå så meget som muligt i den korte tid, vi var her.

Singapore er en fantastisk by med imponerende, farverige og udfordrende bygningsværker, og så er det en ren og en grøn by. Vi hoppede af i Little India, hvor vi fik en omgang Chicken Masala på en ydmyg muslimsk restaurant – altså uden ØL. Den købte vi til gengæld, da vi kom hjem på hotellet, hvor ikke kun en øl, men også benene op på bordet var hårdt tiltrængt. Vi måtte sande, at vi alle var godt matte og trængte til et hvil efter mere end et døgn på benene.

Efter et par timers hvil besluttede vi at besøge restauranten på toppen af den imponerende Marina Bay Sands. Vi var derhenne sidst på aftenen, så hotellet og elevatoren op til 57. etage, men blev frarådet at tage derop da det regnede. Vi besluttede efter moden overvejelse, at bruge de 100 kr., det vil koste at komme derop på en øl.

Det blev alligevel til en pragtfuld tur, hvor Marina Bay var omdannet til et imponerende og storslået tivoli med underholdning og gøgl i lange baner. Fejrede man det kinesiske Nytår? Vi vandrede rundt i Marina Bay Garden, og havde ikke svært ved at holde varmen, da temperaturen var omkring de 30 grader.

Da vi endelig kom hjem og forsøgte at købe en øl, var der aldeles lukket for ølsalget.

 

 

 

 

 

Singapore – Christchurch

Lørdag den 24. februar 2018

Vi havde endnu en halv dag i Singapore, som vi havde planlagt med en sejltur og endnu et besøg i Gardens by the Bay. Vi fandt ud af, at sejlturen tog sit udgangspunkt flere kilometer fra, hvor vi befandt os, hvorfor vi startede med at gå over til Gardens by the Bay. Det er et fantastisk haveanlæg med skulpturer, stisystemer og utallige forskellige planter fra hele verden. Vi var inde i The Flower Dome, der er verdens største drivhus med store mængder af kaktus, sukkulenter og masser af andre spændende planter fra hele verden.. Gik derefter over i Cloud Forest med det dramatiske 40 m lodrette vandfald og stilede til sidst til Supertree Grove med de trælignende konstruktioner ( se billederne nedenfor). Den højeste af dem er 50 m og har en udsigtsplatform og en restaurant i toppen.

Vi havde set dem i aftes med belysning, og havde desværre ikke tid til mere, da vi blev hentet af Singapore Airways på hotellet kl. 16.30.

Vi kan kun anbefale andre rejsende til New Zealand at tage en stopover i Singapore, der er en fantastisk spændende by med masser af attraktioner.

Søndag den 25. februar 2018

Vi landede i Christchurch kl. 10 lokal tid. Tidsforskellen mellem New Zealand og Danmark er nu 12 timer. Der var betydeligt varmere i Christchurch, end vi havde forventet. Efter at have fået udleveret vores bil en Toyota SUV, Raw 4 kørte vi mod vores første overnatningssted Akaroa. Vi gjorde et pitstop i den lille  pittoreske  by Little River med kunstboder og gallerier, og fik her lidt at spise, inden vi fortsatte mod Akaroa.

Vi havde en meget smuk tur med masser af hårnålesving og fantastisk udsigt over NewZealandske bjerge, dale og søer. På bjergskråningerne græssede ikke alene en masse får, men også mange køer.

Vi nåede frem til vores hotel La Rochette, der lå smukt næsten lige ud til fjorden, tæt på Stillehavet.

Akaroa

Mandag den 26. februar 2018

Akaroa er en hyggelig by, der er meget fransk inspireret. Mange af husene i hovedgaden er bygget af træ, og der findes flere trækirker, men der ikke et overflod af butikker.  Byen ligger meget smukt ved en fjord med en lille havn, hvorfra man kan komme på forskellige cruises. I dag blæste det imidlertid for meget, så alle sejladser var aflyste.

Vi valgte derfor at køre ud til kysten til Okains Bay. Det var en meget smuk tur over bjerge med hårnålesving og en fantastisk udsigt over Akaroa. Der var stille og fredfyldt i Okains Bay, der virkede lidt ødet, men der var dog et lille Maori museum, hvor vi gjorde holdt. Køkkenpersonalet havde ferie, så vi kunne ikke få noget at spise. Kom igen om 5 år, så ser museet helt anderledes ud, fik vi at vide. Måske var køkkenpersonalet, så også kommet tilbage fra ferie?

I det hele taget er New Zeelændere meget gæstfrie og imødekommende, og ingen vi har talt med, er i tvivl om, hvor Danmark ligger. Vi føler os vældigt godt tilpasse.

Efter vi kom hjem fra turen til Okains Bay, tog vi traveskoene på og gik en 3 timers tur op i bjergene, Children’s Bay Walk, til et udsigtspunkt, hvor vi kunne se Onawe Peninsula og Akaroa. På turen var der skulpturer af giraffer og på toppen var et næsehorn. Læs videre “Akaroa”

Akaroa-Christchurch-Dunedin

Tirsdag den 27. februar 2018

Efter et par dages ophold i Akaroa, fortsatte vi til Dunedin. Vi gjorde et ophold i Christchurch på et par timer. Christchurch blev ramt af et jordskælv i 2011 med en masse ødelæggelser, og 187 mennesker omkom. Byen bærer stadig præg af de mange ødelæggelser, og en meget stor genopbygning af huse og veje er stadig i gang. Det er ganske imponerende at se de mange flotte bygningskomplekser, der allerede var opført, og sporvognskonduktøren på den rundtur, vi foretog, kunne stolt berette, at man var i gang med at opføre et 6 stjernet hotel på et af byggetomterne. Selve bykernen består af mange nyopførte bygninger, og kendetegnende for Christchurch er de mange gavlmalerier.

Inden vi forlod Christchurch var vi henne at se The Cardboard Cathedral, der blev  bygget efter jordskælvet. Den kirke, der oprindelig var her kollapsede og blev jævnet med jorden, og 2 år efter blev “pap-kirken”, The Transitional Cathedral, opført i pap, lokalt træ og stål. Den japanske arkitekt, Shigeru Ban, havde tidligere bygget en kirke af pap efter et jordskælv i Japan. Kirken var lys og stilren og båret af stolper af pap.

Tæt ved kirken var der opstillet 187 hvide stole til minde om de omkomne efter skælvet.

Vi havde nu 371 km foran os. Det var ligeud, så langt øjet rakte. Moeraki Boulders var et af de få højdepunkter, der var på turen. Vi gik ned på den brede strand for at se de kæmpemæssige runde sten, der siges at være flere millioner år gamle, og som man ikke ved, hvor kommer fra.