Torsdag den 22. februar 2018
Endelig oprandt dagen for vores afrejse. Vi mødtes i Aalborg Lufthavn og checkede ind på et SAS fly til København. Selv om flyet var en halv time forsinket og tiden blev knap, nåede vi Singapore Airlines fly til Singapore. Med en 11 timers og 11 minutters flyvetur foran os barikaderede vi vores sæder og lod os betjene af det meget serviceorienterede flypersonale. Vi fik set en smuk solnedgang over Rusland, inden vi forsøgte at få lidt søvn.
Fredag den 23. februar 2018
Vi ankom til Singapore kl. 6.45 ( 23.45 dansk tid) og fik udleveret vores bagage samt vouchers og billetter til gratisoplevelser i Singapore i det halvandet døgn, vi skulle være her.
Efter at have checket ind på Hotel Peninsula Excelsior, tog vi en Hop on and Off bus rundt i Singapore, ja vi tog faktisk to, den gule og den røde rute, for vi skulle nå så meget som muligt i den korte tid, vi var her.
Singapore er en fantastisk by med imponerende, farverige og udfordrende bygningsværker, og så er det en ren og en grøn by. Vi hoppede af i Little India, hvor vi fik en omgang Chicken Masala på en ydmyg muslimsk restaurant – altså uden ØL. Den købte vi til gengæld, da vi kom hjem på hotellet, hvor ikke kun en øl, men også benene op på bordet var hårdt tiltrængt. Vi måtte sande, at vi alle var godt matte og trængte til et hvil efter mere end et døgn på benene.
Efter et par timers hvil besluttede vi at besøge restauranten på toppen af den imponerende Marina Bay Sands. Vi var derhenne sidst på aftenen, så hotellet og elevatoren op til 57. etage, men blev frarådet at tage derop da det regnede. Vi besluttede efter moden overvejelse, at bruge de 100 kr., det vil koste at komme derop på en øl.
Det blev alligevel til en pragtfuld tur, hvor Marina Bay var omdannet til et imponerende og storslået tivoli med underholdning og gøgl i lange baner. Fejrede man det kinesiske Nytår? Vi vandrede rundt i Marina Bay Garden, og havde ikke svært ved at holde varmen, da temperaturen var omkring de 30 grader.
Da vi endelig kom hjem og forsøgte at købe en øl, var der aldeles lukket for ølsalget.