Dunedin

Onsdag den 28. februar 2018

Stod op til 21 grader og solskin. Underligt at tænke på, at vinteren er kommet til Danmark med mængder af sne og frostgrader. Vi brugte formiddagen til at se lidt på Dunedin, der er en spændende by på over 100.000 indbyggere.

Vi kørte ud på Otega halvøen til Tairora for at se på albatrosser og pingviner. Ofte gjorde vi fotostop, da udsigten virkelig var breathtaking. I Tairora var der et infocenter, hvor vi kunne læse om albatrosser og pingviner. Vi kunne få en guided tur, men ingen garanti for pingviner eller albatrosser på vingerne.  Vi valgte at tage frokost ved kysten og håbede på, at vi ville blive beriget med flyvende albatrosser. Det blev vi. Vi så flere eksemplarer af den lille klodsede fugl med det store vingefang.

Vi kørte tilbage til Dunedin langs kysten og blev endnu engang betaget af det blå blå hav og den flotte natur. Vi kørte gennem byen til Baldwin Street, hvor vi beundrende kiggede op på verdens stejleste gade med en hældning på 35 grader.

 

Dunedin – Te Anau

Torsdag den 1. marts 2018

I dag gik turen i første omgang til Sydøens største by Invercargill og derefter til Te Anau. Turen fra Dunedin til Invercargill var smukkere og mere afvekslende end turen fra Christchurch til Dunedin. Jo længere sydpå vi kom, jo mere grøn og frodig blev øen.

I Balclutha kørte vi ad Scenic Route videre mod Sydøens sydligste by, Invercargill. Inden vi nåede frem til Invercargill gjorde vi et pitstop ved Florence Hill Lookout, hvorfra vi kunne se ned på Tautuku Beach med den brede flotte sandstrand. Vi havde sat næsen op efter at komme til Cathedral Cave, men vejen hertil var desværre spærret.

Vi kørte derfor til Curio Bay, for nu ville vi altså se de pingviner, vi endnu forgæves havde forsøgt at se. Kysten her var meget særpræget, lava og en millioner år gammel fossilskov, et sted hvor både de blånæbede og gule pingviner holdt til. Endnu engang måtte vi sande, at vi ikke havde ramt det rigtige tidspunkt. Skal man se pingviner er det enten tidligt om morgenen eller ved tusmørke om aftenen.

Vi fik sen frokost i Queenspark i Invercargill, inden vi fortsatte til vores bestemmelsessted Te Anau.

Te Anau – Milford Sound – Wanaka

Fredag den 2. marts 2018

Et af turens højdepunkter, Milford Sound, skulle vi besøge i dag. Vi havde købt billetter hjemmefra til et cruise på fjorden og skulle afsætte 3 timer før afgang, så vi var pokkers tidligt oppe. Der var 1 vej dertil gennem tætte, grønne skove, langs søer med skyer og dis hængende ned ad bjergsiderne. Mange træer var iklædt tykt mos og lav.

Vi var utroligt heldige med vejret og havde en fantastisk sejltur på 2 timer, hvor det ene smukke view afløste det andet: stejle bjergsider, vandfald, solens glitrende stråler i vandet og på bjergsiderne. Desværre var det ikke klar sol og blå himmel, så de billeder vi tog kunne knapt måle sig med turistbrochurernes, men da vejrudsigten havde forudsagt regn, var vi mere end tilfredse.

Den efterfølgende frokost blev vores første møde med sandfluer, så den blev overstået på ganske få minutter.

Vi kørte tilbage ad samme vej som i morges, kom til Te Anau og fortsatte mod Queenstown og videre til vores bestemmelsessted Wanaka, der lå 100 km nord for Queenstown.

Wanaka er en af newzealændernes foretrukne feriemål, en by på ca. 7000 mennesker og med en masse aktiviteter.

Queenstown – Arrowtown

Lørdag den 3. marts 2018

Vi havde sat dagen af til en tur til Queenstown. Rute Ruth førte os over det bjerg, vi forsøgte at klatre over i går, da benzinmåleren i bilen begyndte at lyse. Med fyldt tank kunne vi i dag tage det mere roligt.

Vi fandt hurtigt en parkeringsplads i Queenstowns bymidte, gik ned ad gågaden med de mange restauranter og butikker til havnen, hvor det summede af liv og glade dage, masser af boder og musikanter. Eventyrlystne unge fyldte bybilledet, men også en del ældre havde booked billetter til en 43 km lang tur i jetboat.
Vi andre gik efter en øl og noget at spise, og fandt et solskinsbord i gågaden. En bus med backpackers var kommet ind, og de unge mennesker stod i en lang kø for at få et værelse. Jo Queenstown og ungdom hørte unægteligt sammen.

Vi forlod Queenstown ved 15 tiden og kørte til Arrowtown, en gammel guldmine by. Byen kunne sagtens have været kulisser til en god American Western. To gader var fyldt med træhuse i bedste western stil. Kinesere var i slutningen af 1800 tallet inviteret hertil for at grave guld og tjene penge, men de blev behandlet kummerligt og fik mange år senere en undskyldning af den newzealandske regering. Vi mødte mange kinesere i både Wanaka og Queenstown. Om det var efterkommere fra de kinesiske guldgravere fra over 150 år siden, kunne være en nærliggende tanke.

Ved Bradrona gjorde vi holdt ved en udstilling/installation af tusindvis af bh’ere hængt på en 60 m lang mur til minde om kvinder ramt af brystkræft – organiseret af New Zealand  Breast Cancer Foundation. En iøjnefaldende og original måde at skabe opmærksomhed på en sygdom, der rammer kvinder i hele verden.

 

 

Wanaka – Fox

Søndag den 4. marts 2018

Stod op til en solfyldt morgen og fik morgenmad på terrassen. Vi startede vores dagtur kl. 10.
Vi gjorde et fotostop ved Lake Hawea – igen motiver til præmiefotos. Turen fortsatte langs den smukke sø, der blev afløst af en rute, der fulgte Lake Waneka. I Makarora skiftede vejret til småregn og dis samt 17 grader. Det var ikke første gang, vi oplevede de store vejrskift og temperatursvingninger på turen.

Vi kørte nu i Mount Aspiring National Park, landets tredie største nationalpark, som er på UNESCO’s liste over fredede nationalparker.
Vi gjorde et stop 8 km efter Makarora, for at gå ind i regnskoven til  Blue Pools. Det styrtregnede nu, og vi iklædte os Faktas billige regnslag, inden vi gik den ialt 30 minutters lange tur til Blue Pools.

Ad en våd og spændende rute i regnskoven med høje mosbegroede træer og flotte anlagte stier – og over to hængebroer, nåede vi frem til Blue Pools. Et flot skue, hvor Makarora River mødtes med Blue River. Det var vanskeligt at åbne iPhonen pga de drivvåde fingre, men det lykkedes at få taget nogle mobilbilleder efter flere forsøg. Blue Pools var ikke turkisblå i dag som i turistbrochurerne.

Vi kørte gennem Haast passet, 564 m over havet, uden at bemærke det. I Haast kørte op til en possum, merino store med lækre trøjer, der kunne udfordre enhver kvindes pengepung. Regnen stod ned i stænger, men vi kunne sidde tørskoet under forretningens halvtag og indtage de levnede pizza slices fra i aftes

Haast Visitor Center lå i nærheden. Der var her lavet en flot udstilling om regnskovene, fugle, fisk og dyrelivet i hele området. Det regnede stadigt, og vi kørte nu mod vores bestemmelsessted Motel Sunset i Fox.

Fox – Hokitika

Mandag den 5. marts 2018

Fra Motel Sunset kørte vi regnvejr til Lake Matheson. Vi var på landet, kørte forbi flere moteller og nåede frem til en p -plads ved Lake Matheson. Der var flere turforslag, men pga vejret valgte vi den korte på 2,4 km til Jetty Point, hvor vi havde en fin udsigt over søen og de disede bjerge i horisonten. Det var igen en imponerende oplevelse at vandre gennem regnskov med den frodige vegetation, alt var grønt, stort og mosbegroet, og luftfugtigheden var naturligvis stor. Vi gjorde holdt New Zealands højeste træ på 60 m.

Målet for turen var Fox Glacier, men da vi skulle ind på adgangsvejen til gletsjeren var den lukket. Vi fik senere at vide, at vejen var undermineret og skyllet bort
på grund af den megen regn. Desuden var sydøen blevet ramt af en voldsom orkan og tornado for 14 dage side, der havde sat sine spor. Vi var derfor nødt til at finde en anden vej til gletsjeren, men kunne fra denne vej ikke komme tæt på Fox Glacier. Fra parkeringspladsen gik vi ca. 15 minutter til the View Point, hvorfra vi kunne ane gletsjeren i regntågerne forude. Det levede ikke op til vore forventninger, der i forvejen ikke var store.

Nu kom SOLEN, klokken var 12.45 og vi kørte mod Franz Josef Glacier, hvor det igen begyndte at regne. Vi diskuterede, om ví skulle gå i 1,5 time i øsende regnvejr for at se en gletsjer, vi kun kunne ane konturerne af i regntågerne. Vi valgte at køre gennem Franz Josef ud til Lake Mapourika, hvor der skulle være gode muligheder for at nyde frokosten ved en shelter – i solskin.

På vores tur i dag havde vi igen mødt utroligt mange cyklister,  både enlige og par, unge og ældre, der klatrede op ad bjergsiderne i meget lave gear og med fuld oppakning. Ganske imponerende og udfordrende. Vi andre var ved at tabe pusten, bare ved at se på det.

Efter frokost kørte vi til Okarito for at se på hejrer. Vi kørte ned til den meget hyggelige by, der lå ved Okarito Lagoon. Her var der en gammel guldgraver hytte bygget på bjælker ud i lagunen.  Okarito var i slutningen af 1800 tallet et sted, hvor der blev vasket masser af guld.

Vi nåede frem til Hokitika, hvor vi fik en drink i solskin på terrassen – med havudsigt, Det Tasmanske Hav.