Te Anau – Milford Sound – Wanaka

Fredag den 2. marts 2018

Et af turens højdepunkter, Milford Sound, skulle vi besøge i dag. Vi havde købt billetter hjemmefra til et cruise på fjorden og skulle afsætte 3 timer før afgang, så vi var pokkers tidligt oppe. Der var 1 vej dertil gennem tætte, grønne skove, langs søer med skyer og dis hængende ned ad bjergsiderne. Mange træer var iklædt tykt mos og lav.

Vi var utroligt heldige med vejret og havde en fantastisk sejltur på 2 timer, hvor det ene smukke view afløste det andet: stejle bjergsider, vandfald, solens glitrende stråler i vandet og på bjergsiderne. Desværre var det ikke klar sol og blå himmel, så de billeder vi tog kunne knapt måle sig med turistbrochurernes, men da vejrudsigten havde forudsagt regn, var vi mere end tilfredse.

Den efterfølgende frokost blev vores første møde med sandfluer, så den blev overstået på ganske få minutter.

Vi kørte tilbage ad samme vej som i morges, kom til Te Anau og fortsatte mod Queenstown og videre til vores bestemmelsessted Wanaka, der lå 100 km nord for Queenstown.

Wanaka er en af newzealændernes foretrukne feriemål, en by på ca. 7000 mennesker og med en masse aktiviteter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *