Mandag den 5. marts 2018
Fra Motel Sunset kørte vi regnvejr til Lake Matheson. Vi var på landet, kørte forbi flere moteller og nåede frem til en p -plads ved Lake Matheson. Der var flere turforslag, men pga vejret valgte vi den korte på 2,4 km til Jetty Point, hvor vi havde en fin udsigt over søen og de disede bjerge i horisonten. Det var igen en imponerende oplevelse at vandre gennem regnskov med den frodige vegetation, alt var grønt, stort og mosbegroet, og luftfugtigheden var naturligvis stor. Vi gjorde holdt New Zealands højeste træ på 60 m.
Målet for turen var Fox Glacier, men da vi skulle ind på adgangsvejen til gletsjeren var den lukket. Vi fik senere at vide, at vejen var undermineret og skyllet bort
på grund af den megen regn. Desuden var sydøen blevet ramt af en voldsom orkan og tornado for 14 dage side, der havde sat sine spor. Vi var derfor nødt til at finde en anden vej til gletsjeren, men kunne fra denne vej ikke komme tæt på Fox Glacier. Fra parkeringspladsen gik vi ca. 15 minutter til the View Point, hvorfra vi kunne ane gletsjeren i regntågerne forude. Det levede ikke op til vore forventninger, der i forvejen ikke var store.
Nu kom SOLEN, klokken var 12.45 og vi kørte mod Franz Josef Glacier, hvor det igen begyndte at regne. Vi diskuterede, om ví skulle gå i 1,5 time i øsende regnvejr for at se en gletsjer, vi kun kunne ane konturerne af i regntågerne. Vi valgte at køre gennem Franz Josef ud til Lake Mapourika, hvor der skulle være gode muligheder for at nyde frokosten ved en shelter – i solskin.
På vores tur i dag havde vi igen mødt utroligt mange cyklister, både enlige og par, unge og ældre, der klatrede op ad bjergsiderne i meget lave gear og med fuld oppakning. Ganske imponerende og udfordrende. Vi andre var ved at tabe pusten, bare ved at se på det.
Efter frokost kørte vi til Okarito for at se på hejrer. Vi kørte ned til den meget hyggelige by, der lå ved Okarito Lagoon. Her var der en gammel guldgraver hytte bygget på bjælker ud i lagunen. Okarito var i slutningen af 1800 tallet et sted, hvor der blev vasket masser af guld.
Vi nåede frem til Hokitika, hvor vi fik en drink i solskin på terrassen – med havudsigt, Det Tasmanske Hav.