Roturoa-Hahei

Tirsdag den 13. marts 2018

Vi besøgte isite, turistinformationen, tidligt om morgenen for at høre om vejene var farbare til Hahei efter den voldsomme regn (cyklon) i går, og samtidig var vi meget interesseret i, om vi kunne få billetter til Hobbiton, en guidet tur i filmkulisserne til Ringenes Herre.

Vejene var farbare, men vi kunne godt glemme alt om at få billetter til Hobbiton – desværre. Vi havde ikke været opmærksomme på hjemmefra, at vi skulle have sikret os billetter.

Vi kørte i stedet gennem Government Gardens ned til søen og gjorde et kort hold her. Roturoa er en smuk og spændende by, hvor vi sagtens kunne have brugt en dag mere.

Vi fortsatte nu mod Tauranga, og kom ud på en motorvej med afgifter. Vi var ikke klar over, at vi skulle gennem Bethlehem til Waihi. Efter at have købt ind til frokost i Waihi, kørte vi ned til Waihi Beach for at få frokost.

Waihi Beach var et superskønt område med en fantastisk strand, og med fuld skrald på solen nød vi frokosten med udsigt over det blå hav med skummende bølger. Det var næsten som at være i Bounty Land.

Vi kørte tilbage til Waihi for at se guldminen Martha, der i dag var et krater af enorme dimensioner. Den gamle guldmine lukkede i 1952, og dengang var den 600 meter dyb. I 1987 genoptog man minedriften med moderne teknologiske hjælpemidler, og en kæmpemæssig Caterpillar stod udstillet på toppen af en bakke tæt på guldminekrateret.

Vi indstillede nu Rute Ruth på Hahei og oplevede en flot tur i bjergene, igen med mange hårnålesving. Det kom lidt bag på os, at det var så bjergrigt omkring Hahei.

10 km inden Hahei handlede vi ind i et supermarked, da vi havde en formodning om, at Hahei ikke havde de store indkøbsmuligheder.

Det viste sig imidlertid, at vores bolig de næste to dage, The Church Accomodation, var et vidunderligt sted i landlige omgivelser, omgivet af fantastiske haver med buske, træer og gangarealer -og med kun 10 minutters gang til havet.

Med stranden så tæt på var det særdeles nærliggende og fristende at vandre ned til stranden og få en dukkert i det blå/turkise hav, inden vi grillede to enormt store steaks på gasgrillen og igen fik et kosteligt måltid – i shorts og bare arme, for det var jo sommer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *