Mandag den 5. marts 2018
See the world. It´s more fantastic than any dream.
Mandag den 5. marts 2018
Tirsdag den 6. marts 2018
Hokitika er kendt for sine mange jadebutikker og sin produktion af jadesmykker. Vi brugte en times tid på at udforske butikkerne, og det endte da også med køb af et par jadevedhæng.
I dag havde vi en længere køretur til Nelson. Vi kørte ad vej 6 mod Greymouth, men da vi var kommet 21 km på den anden side af Greymouth opdagede vi, at vi var på vej ind i landet og ikke på vej til Westport som planlagt.
Vi vendte om, for vi havde set frem til et besøg i Punaikaiki i Paparoa National Park. Vi var ikke i tvivl, da vi nærmede os stedet, for de mange parkerede biler i vejsiden og på parkeringspladserne indikerede, at her var der noget, der var værd at stige ud af bilen for. Pancake Rocks og Blowholes var absolut et besøg værd. Vi gik atter igennem en lille regnskov for at komme frem til kysten, hvor vi så fantastiske lagdelte klippeformationer af limestone, de såkaldte Pancake Rocks, der blev dannet for millioner af år siden på havets bund, og som nu rejste sig strunkt i vejret udsat for erosion fra hav og vind.
Det var en god oplevelse, der fik os til at tænke på Bryce Canyon i USA.
Vi tog vores frokost her og fortsatte dernæst mod Westport. Da vi nærmede os Westport, gjorde vi en afstikker til Foulwind, hvor vi fra fyrtårnet havde en flot udsigt over Byen.
Vi tankede benzin i Westport og kørte nu ad en utrolig flot bjergvej langs floden Buller mod Nelson, der var vores endelige mål for turen i dag
Onsdag den 7. marts 2018
Vi boede et fantastisk sted i Nelson, et hus på en bjergside med udsigt over bugten. Ikke alene beliggenheden var super, men også husets indretning. Det eneste, der ikke fungerede optimalt, var internettet. Vi havde 3 overnatninger her, så vi havde tid til at slappe lidt af efter det hårde program, vi havde haft indtil nu.
Vi kørte ind til centrum sidst på formiddagen., da vi ville aflægge et besøg hos guldsmed Jens Hansen, der havde lavet guldringen til Ringenes Herre. Vi talte med en venlig ekspeditrice, der fortalte, at Jens Hansen døde i 1995, kun 59 år gammel. En af hans sønner, som var sølvsmed, var i øvrigt gift med hende.
Vi gik rundt i byen i regnvejr, og var enige om, at vi ville gå efter fish and chips. Vi fandt en havneknejpe, Captains Cabin ved havnen, hvor vi indtog det for os uvante måltid.
Vi kørte til Appleby nordvest for Richmond, hvor vi besøgte Høglunds Art Glass, som et svensk ægtepar havde etableret i 1982. Deres kunst var verdensberømt, og aldrig havde vi set noget så smukt. Det var simpelt hen imponerende. Vi fortsatte til livsstilsbyen Mapua, hvor vi besøgte butikken Rare Creations, en butik med imponerende møbelkunst, smykker, soldrevne samlesæt, sjove souvenirs og meget mere – alt var forarbejdet i træ, ure, solbriller m.m. Manden vi talte med Andreas, var fra Tyskland.
Vi ville slutte dagen af med et besøg på en vingård, men da vi skulle ud på Coastal Highway fra Mahua Road, kom vi desværre ud for et trafikuheld, hvor vores bil tog så megen skade, at vi ikke kunne køre videre. Heldigvis var der ingen af os, der kom til skade – og heller ingen personer i den anden bil kom noget til. Vi var selvfølgelig noget chokeret, men en sygeplejerske, der var i nærheden var meget omsorgsfuld og spurgte ind til vores tilstand. Vi blev transporteret af politiet til Richmond, hvorfra vi kunne tage en taxa hjem til Nelson, men der var ingen taxaer i miles omkreds. Heldigvis var en ung ingeniør ved at lukke sig ud af sit kontor efter dagens dont, og ham fik vi til at bestille en taxa. Endnu engang beundrede vi New Zealændernes omsorg for andre mennesker, og vi kom hjem til Crow’s Nest alle ved godt mod, men selvfølgelig trætte af dagens afslutning. Læs videre “Nelson”
Torsdag den 8. marts 2018
Vi havde planlagt, at vi skulle til Abel Tasman i dag, en af de populæreste og mindste Nationalparker på New Zealand, og derfra ville vi fortsætte til Golden Bay. På turistinformationen læste vi i går, at adgangsvejen til Golden Bay var svært fremkommelig pga en cyklon, der havde hærget for et stykke tid siden.
Vi kunne imidlertid spare os alle bekymringer, for hele dagen gik med at leje en ny bil, da GoRental ikke vil leje os en ny på grund af uheldet i går. Efter utallige telefonsamtaler med biludlejningsfirmaet, kontaktede vi det New Zealandske bureau ATS, der havde formidlet aftalerne for Australienrejser. De hjalp os med leje af en ny bil og anbefalede os at bestille nye færgebilletter online fra Picton til Wellington.
Fredag den 9. marts 2018
Vi fik tidligt morgenmad. Ralph kørte os til lufthavnen i Nelson, hvor vi fik en anden Toyota Raven 4 udleveret. Vi kørte efter Ralph tilbage og læssede bilen – og kunne nu fortsætte vores New Zealand trip. I herligt solskin kørte vi ad vej 6 langs kysten mod Blenheim og Picton.
Det var igen en utrolig smuk bjergvej med bjergsider i grønne nuancer og rigtig mange træer – og solen skinnede fra en skyfri himmel. Men hvor var fårene? På de grønne områder vi kørte forbi, så vi kun græssende køer.
Vi gjorde et stop midtvejs i Havelock, der var en smuk og hyggelig lille by ved en marina. Der blev tid til at strække ben og fornemme atmosfæren her.. Vi kørte nu i et område med dyrket jord og vinmarker. Især i nærheden af Blenheim var der vinmarker så langt øjet rakte.
Vi nåede Picton i fin tid, men var lidt i tvivl om, hvor vi kunne aflevere bilen. I Bluebridge terminalen fik vi at vide, at den skulle afleveres i Interislander terminalen, der lå et kvarters gang borte, men vi fik heldigvis lov til at sætte den hos Bluebridge.
Vi lagde fra kaj 14.05 og sejlede gennem den smukke bugt i smult vande med bjerge på begge sider. Efter en times tid kom vi ud på åbent hav, og bølgerne viste tænder.
Da vi kom i land tog vi en taxa til Interislanderferry terminal for at hente den bil, vi skulle bruge på nordøen. Vi fandt frem til hotellet, selv om det var meget dårligt markeret i bybilledet.
Vi var kommet til Nordøen, til verdens sydligste hovedstad Wellington. Det var noget af en omvæltning at komme fra Sydøens fantastiske natur og stilhed til en storby med livlig trafik, snævre gader og højhuse. Wellington har 168.000 indbyggere og blev landets hovedstad i 1865.
Lørdag den 10. marts 2018
Vi har to overnatninger i Wellington, og i dag startede vi med at gå ned til havnen, hvor der var et folkeleben uden lige. Der var det årlige kajakroningsstævne med 20 mands kajakker fra Wellington, Auckland og Australien.
Vi fortsatte til det store berømte museum Te Papa. Et fantastisk museum med udstillinger, der alle handler om New Zealand. I en stor afdeling om Moder Jords enorme kræfter, oplevede vi et jordskælv i et lille hus, mens vi på en skærm så en film med bøger, der fløj rundt i lokalet, og møbler, der væltede rundt. Vi blev vidner til vulkanudbrud, tsunamier, cykloner og andre eksempler på jordens ødelæggende kræfter. Ud over afdelingen med disse gruopvækkende naturkræfter, som New Zealænderne lever dagligt med, var der udstillinger med udstoppede fugle, hvalskeletter, kæmpeblæksprutter, dinosaurer og en Maori landsby med krigskanoer og huse.
Vi brugte ca. 4 timer i Nationalmuseet Te Papa, som må være et must for enhver, der besøger Wellington – og så var der gratis entre.
Sidst på eftermiddagen tog vi Kabelbanen op på et bjerg, hvorfra der var en fantastisk udsigt ud over Wellington. Ved endestationen var en Botanisk Have, som vi vandrede lidt i, inden vi tog Kabelbanen retur.
Herefter indkøb til aftensmad i New World og hjem at lave aftensmad i vores hyggelige hotellejlighed på Hotel City Life.
Søndag den 11. marts 2018
Vi var tidligt oppe, da vi havde en lang dag foran os. Det lykkedes os ikke at ramme motorvej 2 i første forsøg, men efter endnu et forsøg kom vi ind på den rigtige strækning til Masterton. Vi var meget spændte på, hvordan Nordøen tog sig ud sammenlignet med Sydøen.
Vi havde pragtfuld vejr med solskin og blå himmel, og landskabet vi kørte igennem var også her meget smukt, grønt og frodigt.
Vi kom ud i bjergkørsel med mange hårnålesving og gennem små hyggelige landsbyer, der emmede af søndags stilhed, idyl, fred og ro. De lå på stribe tæt på hinanden , Featherston, Greytown og den meget lange Carterton.
Vore første stop var i Masterton, hvor vi skulle se det lille berømte fåremuseum The Wool Shed, som fortalte alt om får, fåreklipning og fåreklippere. Her kunne man få oplysning om de hurtigste fåreklippere gennem tiderne.
Vi fortsatte nu ca 30 km mod nord, hvor vi hjemmefra havde læst om Pukaha Wild Life Center, hvor man kunne få et glimrende indtryk af, hvordan New Zealand oprindelig så ud med masser af fugle og dyr. Da menneskene kom blev disse dyr og fugle truet, og i dag er mange udryddet. På Wild Life centret gør de en stor indsats for at passe på disse truede dyr og fugle, og på et stort bushområde kunne man være heldig at se masser af fugle, de mest sjældne i volierer. Vi så desværre ikke overvældende mange, og i et hus med “natlys” kiggede vi forgæves efter kiwi.
Vi kørte videre til Woodville, hvor vi en turistinfo hentede et kort over området. Vi fik her at vide, at den direkte vej var ødelagt., hvorfor vi blev dirigeret til Ashburst og Fielding ad vej 54, hvor vi for første gang så store vindmøller antagelig danske. Omkring kl. 15 fik vi frokost på et fantastisk flot udsigtspunkt Stormy Point Lookout. Vi tankede benzin i Taihape og kørte noget senere gennem Tongariro National Park og nærmede os Lake Taupo, der er New Zealands største sø på 657 km2.
Da vi nærmede os Rotorua bemærkede vi termisk aktivitet, det kogte og boblede flere steder op af jorden.
Vi søgte efter mudderhuller i Wai-O- Tapu, men der var desværre lukket.
Mørket havde sænket sig over Rotorua, da vi nåede frem ved 20 tiden. Vi fandt hotellet til sidst, fik pakket ud, købt ind og lavet aftensmad. Vi var alle godt møre efter en lang dag med masser af oplevelser.
Mandag den 12. marts 2018
I følge vejrudsigten skulle vi få heavy rain i dag. En cyklon skulle ramme nordøen, men vi startede i solskin og sommertemperaturer. Kørte gennem Roturoa på vej ud til Champagne poolen i Wai – O – Tapu, som vi var ved i aftes – efter lukketid.
Wai-O-Tapu Thermal Wonderland var en kæmpeoplevelse. Området var bogstaveligt talt dækket med sammenstyrtede kratere, kolde og kogende mudderpøler, vand og dampende fumaroles, huller i jorden, der lukkede damp og gas, så som kuldioxid, svovldioxid, saltsyre og brintsulfid ud.
Vi gik på gangbroer i et øde og særpræget terræn med vulkansk aktivitet, hvor vandet var over 100 grader, og hvor overfladerne varierede i farve alt efter, hvilke mineraler der var de dominerende. Og så var der en gennemtrængende lugt af rådne æg.
Vi brugte 2 timer ialt på de afmærkede vandreruter i området, og kan kun sige, at Wai-O-Tapu må være et must for alle New Zealand farere.
Kl. 17.20 blev vi hentet af en bus fra Tamaki Maori Village, da vi havde tilmeldt os en kulturel Maori aften med krigsdans, optræden, sang og dans. Aftenen sluttede med et festmåltid, Hanghi, der var tilberedt i jorden. Det hele foregik i øsende regnvejr, men humøret var højt.
Vi var mange nationaliteter samlet i den bus, der kørte os ud og hjem, og den kvindelige buschauffør opfordrede alle nationaliteter på skift til at synge en sang. Vores danske bidrag var “Jeg ved en lærkerede” . Vi vil nok aldrig glemme, da hun kørte 5-6 gange rundt i en rundkørsel i den store bus, mens hun sang “We’ll be comming round the mountains when we come”. Politiet havde the pause, sagde hun.
Tirsdag den 13. marts 2018
Vi besøgte isite, turistinformationen, tidligt om morgenen for at høre om vejene var farbare til Hahei efter den voldsomme regn (cyklon) i går, og samtidig var vi meget interesseret i, om vi kunne få billetter til Hobbiton, en guidet tur i filmkulisserne til Ringenes Herre.
Vejene var farbare, men vi kunne godt glemme alt om at få billetter til Hobbiton – desværre. Vi havde ikke været opmærksomme på hjemmefra, at vi skulle have sikret os billetter.
Vi kørte i stedet gennem Government Gardens ned til søen og gjorde et kort hold her. Roturoa er en smuk og spændende by, hvor vi sagtens kunne have brugt en dag mere.
Vi fortsatte nu mod Tauranga, og kom ud på en motorvej med afgifter. Vi var ikke klar over, at vi skulle gennem Bethlehem til Waihi. Efter at have købt ind til frokost i Waihi, kørte vi ned til Waihi Beach for at få frokost.
Waihi Beach var et superskønt område med en fantastisk strand, og med fuld skrald på solen nød vi frokosten med udsigt over det blå hav med skummende bølger. Det var næsten som at være i Bounty Land.
Vi kørte tilbage til Waihi for at se guldminen Martha, der i dag var et krater af enorme dimensioner. Den gamle guldmine lukkede i 1952, og dengang var den 600 meter dyb. I 1987 genoptog man minedriften med moderne teknologiske hjælpemidler, og en kæmpemæssig Caterpillar stod udstillet på toppen af en bakke tæt på guldminekrateret.
Vi indstillede nu Rute Ruth på Hahei og oplevede en flot tur i bjergene, igen med mange hårnålesving. Det kom lidt bag på os, at det var så bjergrigt omkring Hahei.
10 km inden Hahei handlede vi ind i et supermarked, da vi havde en formodning om, at Hahei ikke havde de store indkøbsmuligheder.
Det viste sig imidlertid, at vores bolig de næste to dage, The Church Accomodation, var et vidunderligt sted i landlige omgivelser, omgivet af fantastiske haver med buske, træer og gangarealer -og med kun 10 minutters gang til havet.
Med stranden så tæt på var det særdeles nærliggende og fristende at vandre ned til stranden og få en dukkert i det blå/turkise hav, inden vi grillede to enormt store steaks på gasgrillen og igen fik et kosteligt måltid – i shorts og bare arme, for det var jo sommer.
Tænk at stå op til sommer og sol og få morgenmad på terrassen til fuglenes sang og cikadernes kvidren. Det var netop situationen for os – og vi nød det i den grad. Vi følte alle, vi havde ferie og aftalte at gå til Cathedral Cove, som noget af det første i dag.
Det blev en fantastisk vandretur på 3 km i bjergene, meget strabadserende, men med fantastisk smukke udsigtspunkter ned over Hahei Beach. Halvvejs mødte vi en gruppe danske studenter, der var på tur med en turguide, som kørte dem rundt på Nord- og Sydøen. Med endnu få pauser undervejs nåede vi ned til Cathedral Cove med en imponerende flot badestrand og den fra turistbrochurerne smukt afbildede Cathedral Cove lige foran os in natura. Det var uvirkeligt smukt med det spil af farver der var omkring os og med solen som en trofast følgesvend. Vi følte os som Jeppe i baronens seng, ” drømmer jeg eller er jeg vågen?”Vi nød solen og dens smukke omgivelser et stykke tid, inden den næste water taxi sejlede os tilbage til Hahei Beach.
Da vi kom hjem smurte vi en madpakke, for vi havde ikke fået nok af strand endnu. Vi kørte 6-8 km i bil til Hotwater Beach, hver udstyret med sin spade, for nu skulle vi ud at grave huller i strandbredden inden tidevandet kom tilbage. Hotwater Beach er berømt for sit meget varme vand, jo dybere du graver, jo varmere bliver vandet. Et besynderligt syn mødte os med de mange mennesker på stranden, der sad og nød livet og vandet i store huller her en onsdag eftermiddag.
Ud over at sidde i vandhul, var vi også ude at bade i det herlige og friske Stillehav. Vi nød livet og slappede af på stranden et par timer, inden vi tog hjem på terrassen til en øl og en GT og en snak om de næste dages program.
Ingen af os kunne forstå, at vi kun havde tre overnatninger tilbage på New Zealand.
Vi ville ud at spise i aften, så vi bestilte bord i den tilstødende Church Cafe og fik her et yderst lækkert måltid med New Zealandske vine.