Wanaka – Fox

Søndag den 4. marts 2018

Stod op til en solfyldt morgen og fik morgenmad på terrassen. Vi startede vores dagtur kl. 10.
Vi gjorde et fotostop ved Lake Hawea – igen motiver til præmiefotos. Turen fortsatte langs den smukke sø, der blev afløst af en rute, der fulgte Lake Waneka. I Makarora skiftede vejret til småregn og dis samt 17 grader. Det var ikke første gang, vi oplevede de store vejrskift og temperatursvingninger på turen.

Vi kørte nu i Mount Aspiring National Park, landets tredie største nationalpark, som er på UNESCO’s liste over fredede nationalparker.
Vi gjorde et stop 8 km efter Makarora, for at gå ind i regnskoven til  Blue Pools. Det styrtregnede nu, og vi iklædte os Faktas billige regnslag, inden vi gik den ialt 30 minutters lange tur til Blue Pools.

Ad en våd og spændende rute i regnskoven med høje mosbegroede træer og flotte anlagte stier – og over to hængebroer, nåede vi frem til Blue Pools. Et flot skue, hvor Makarora River mødtes med Blue River. Det var vanskeligt at åbne iPhonen pga de drivvåde fingre, men det lykkedes at få taget nogle mobilbilleder efter flere forsøg. Blue Pools var ikke turkisblå i dag som i turistbrochurerne.

Vi kørte gennem Haast passet, 564 m over havet, uden at bemærke det. I Haast kørte op til en possum, merino store med lækre trøjer, der kunne udfordre enhver kvindes pengepung. Regnen stod ned i stænger, men vi kunne sidde tørskoet under forretningens halvtag og indtage de levnede pizza slices fra i aftes

Haast Visitor Center lå i nærheden. Der var her lavet en flot udstilling om regnskovene, fugle, fisk og dyrelivet i hele området. Det regnede stadigt, og vi kørte nu mod vores bestemmelsessted Motel Sunset i Fox.

Fox – Hokitika

Mandag den 5. marts 2018

Fra Motel Sunset kørte vi regnvejr til Lake Matheson. Vi var på landet, kørte forbi flere moteller og nåede frem til en p -plads ved Lake Matheson. Der var flere turforslag, men pga vejret valgte vi den korte på 2,4 km til Jetty Point, hvor vi havde en fin udsigt over søen og de disede bjerge i horisonten. Det var igen en imponerende oplevelse at vandre gennem regnskov med den frodige vegetation, alt var grønt, stort og mosbegroet, og luftfugtigheden var naturligvis stor. Vi gjorde holdt New Zealands højeste træ på 60 m.

Målet for turen var Fox Glacier, men da vi skulle ind på adgangsvejen til gletsjeren var den lukket. Vi fik senere at vide, at vejen var undermineret og skyllet bort
på grund af den megen regn. Desuden var sydøen blevet ramt af en voldsom orkan og tornado for 14 dage side, der havde sat sine spor. Vi var derfor nødt til at finde en anden vej til gletsjeren, men kunne fra denne vej ikke komme tæt på Fox Glacier. Fra parkeringspladsen gik vi ca. 15 minutter til the View Point, hvorfra vi kunne ane gletsjeren i regntågerne forude. Det levede ikke op til vore forventninger, der i forvejen ikke var store.

Nu kom SOLEN, klokken var 12.45 og vi kørte mod Franz Josef Glacier, hvor det igen begyndte at regne. Vi diskuterede, om ví skulle gå i 1,5 time i øsende regnvejr for at se en gletsjer, vi kun kunne ane konturerne af i regntågerne. Vi valgte at køre gennem Franz Josef ud til Lake Mapourika, hvor der skulle være gode muligheder for at nyde frokosten ved en shelter – i solskin.

På vores tur i dag havde vi igen mødt utroligt mange cyklister,  både enlige og par, unge og ældre, der klatrede op ad bjergsiderne i meget lave gear og med fuld oppakning. Ganske imponerende og udfordrende. Vi andre var ved at tabe pusten, bare ved at se på det.

Efter frokost kørte vi til Okarito for at se på hejrer. Vi kørte ned til den meget hyggelige by, der lå ved Okarito Lagoon. Her var der en gammel guldgraver hytte bygget på bjælker ud i lagunen.  Okarito var i slutningen af 1800 tallet et sted, hvor der blev vasket masser af guld.

Vi nåede frem til Hokitika, hvor vi fik en drink i solskin på terrassen – med havudsigt, Det Tasmanske Hav.

Hokitika – Nelson

Tirsdag den 6. marts 2018

Hokitika er kendt for sine mange jadebutikker og sin produktion af jadesmykker.  Vi brugte en times tid på at udforske butikkerne, og det endte da også med køb af et par jadevedhæng.

I dag havde vi en længere køretur til Nelson. Vi kørte ad vej 6 mod Greymouth, men da vi var kommet 21 km på den anden side af Greymouth opdagede vi, at vi var på vej ind i landet og ikke på vej til  Westport som planlagt.

Vi vendte om, for vi havde set frem til et besøg i Punaikaiki i Paparoa National Park. Vi var ikke i tvivl, da vi nærmede os stedet, for de mange parkerede biler i vejsiden og på parkeringspladserne indikerede, at her var der noget, der var værd at stige ud af bilen for. Pancake Rocks og Blowholes var absolut et besøg værd. Vi gik atter igennem en lille regnskov for at komme frem til kysten, hvor vi så fantastiske lagdelte klippeformationer af limestone, de såkaldte Pancake Rocks, der blev dannet for millioner af år siden på havets bund, og som nu rejste sig strunkt i vejret udsat for erosion fra hav og vind.

Det var en god oplevelse, der fik os til at tænke på Bryce Canyon i USA.

Vi tog vores frokost her og fortsatte dernæst mod Westport. Da vi nærmede os Westport, gjorde vi en afstikker til Foulwind, hvor vi fra fyrtårnet havde en flot udsigt over Byen.

Vi tankede benzin i Westport og kørte nu ad en utrolig flot bjergvej langs floden Buller mod Nelson, der var vores endelige mål for turen i dag

Nelson

Onsdag den 7. marts 2018

Vi boede et fantastisk sted i Nelson, et hus på en bjergside med udsigt over bugten. Ikke alene beliggenheden var super, men også husets indretning. Det eneste, der ikke fungerede  optimalt, var internettet. Vi havde 3 overnatninger her,  så vi havde tid til at slappe lidt af efter det hårde program, vi havde haft indtil nu.

Vi kørte ind til centrum sidst på formiddagen., da vi ville aflægge et besøg hos guldsmed Jens Hansen, der havde lavet guldringen til Ringenes Herre. Vi talte med en venlig ekspeditrice, der fortalte, at Jens Hansen døde i 1995, kun 59 år gammel. En af hans sønner, som var sølvsmed, var i øvrigt gift med hende.

Vi gik rundt i byen i regnvejr, og var enige om, at vi ville gå efter fish and chips. Vi fandt en havneknejpe, Captains Cabin ved havnen, hvor vi indtog det for os uvante måltid.

Vi kørte til Appleby nordvest for Richmond, hvor vi besøgte Høglunds Art Glass, som et svensk ægtepar havde etableret i 1982. Deres kunst var verdensberømt, og aldrig havde vi set noget så smukt. Det var simpelt hen imponerende. Vi fortsatte til livsstilsbyen Mapua, hvor vi besøgte butikken Rare Creations, en butik med imponerende møbelkunst, smykker, soldrevne samlesæt, sjove souvenirs og meget mere – alt var forarbejdet i træ, ure, solbriller m.m. Manden vi talte med Andreas, var fra Tyskland.

Vi ville slutte dagen af med et besøg på en vingård, men da vi skulle ud på Coastal Highway fra Mahua Road, kom vi desværre ud for et trafikuheld, hvor vores bil tog så megen skade, at vi ikke kunne køre videre. Heldigvis var der ingen af os, der kom til skade – og heller ingen personer i den anden bil kom noget til. Vi var selvfølgelig noget chokeret, men en sygeplejerske, der var i nærheden var meget omsorgsfuld og spurgte ind til vores tilstand.  Vi blev transporteret af politiet til Richmond, hvorfra vi kunne tage en taxa hjem til Nelson, men der var ingen taxaer i miles omkreds. Heldigvis var en ung ingeniør ved at lukke sig ud af sit kontor efter dagens dont, og ham fik vi til at bestille en taxa. Endnu engang beundrede vi New Zealændernes omsorg for andre mennesker, og vi kom hjem til Crow’s Nest alle ved godt mod, men selvfølgelig trætte af dagens afslutning. Læs videre “Nelson”

Nelson

Torsdag den 8. marts 2018

Vi havde planlagt, at vi skulle til Abel Tasman i dag, en af de populæreste og mindste Nationalparker på New Zealand, og derfra ville vi fortsætte til Golden Bay.  På turistinformationen læste vi i går, at adgangsvejen til Golden Bay var svært fremkommelig pga en cyklon, der havde hærget for et stykke tid siden.

Vi kunne imidlertid spare os alle bekymringer, for hele dagen gik med at leje en ny bil, da GoRental ikke vil leje os en ny på grund af uheldet i går. Efter utallige telefonsamtaler med biludlejningsfirmaet, kontaktede vi det New Zealandske bureau ATS, der havde formidlet aftalerne for Australienrejser. De hjalp os med leje af en ny bil og anbefalede os at bestille nye færgebilletter online fra Picton til Wellington.


Nelson – Picton – Wellington

Fredag den 9. marts 2018

Vi fik tidligt morgenmad. Ralph kørte os til lufthavnen i Nelson, hvor vi fik en anden Toyota Raven 4 udleveret. Vi kørte efter Ralph tilbage og læssede bilen – og kunne nu fortsætte vores New Zealand trip. I herligt solskin kørte vi ad vej 6 langs kysten mod Blenheim og Picton.
Det var igen en utrolig smuk bjergvej med bjergsider i grønne nuancer og rigtig mange træer – og solen skinnede  fra en skyfri himmel. Men hvor var fårene? På de grønne områder vi kørte forbi, så vi kun græssende køer.
Vi gjorde et stop midtvejs i Havelock, der var en smuk og hyggelig lille by ved en marina. Der blev tid til at strække ben og fornemme atmosfæren her.. Vi kørte nu i et område med dyrket jord og vinmarker. Især i nærheden af Blenheim var der vinmarker så langt øjet rakte.
Vi nåede Picton i fin tid, men var lidt i tvivl om, hvor vi kunne aflevere bilen. I Bluebridge terminalen fik vi at vide, at den skulle afleveres i Interislander terminalen, der lå  et kvarters gang borte, men vi fik heldigvis lov til at sætte den hos Bluebridge.
Vi lagde fra kaj 14.05 og sejlede gennem den smukke bugt i smult vande med bjerge på begge sider. Efter en times tid kom vi ud på åbent hav, og bølgerne viste tænder.
Da vi kom i land tog vi en taxa til Interislanderferry terminal for at hente den bil, vi skulle bruge på nordøen. Vi fandt frem til hotellet, selv om det var meget dårligt markeret i bybilledet.

Vi var kommet til Nordøen, til verdens sydligste hovedstad Wellington. Det var noget af en omvæltning at komme fra Sydøens fantastiske natur og stilhed til en storby med livlig trafik, snævre gader og højhuse. Wellington har 168.000 indbyggere og blev landets hovedstad i 1865.

 

Wellington

Lørdag den 10. marts 2018

Vi har to overnatninger i Wellington, og i dag startede vi med at gå ned til havnen, hvor der var et folkeleben uden lige. Der var det årlige kajakroningsstævne med 20 mands kajakker fra Wellington, Auckland og Australien.

Vi fortsatte til det store berømte museum Te Papa. Et fantastisk museum med udstillinger, der alle handler om New Zealand. I en stor afdeling om  Moder Jords enorme kræfter, oplevede vi et jordskælv i et lille hus, mens vi på en skærm så en film med bøger, der fløj rundt i lokalet, og møbler, der væltede rundt. Vi blev vidner til vulkanudbrud, tsunamier, cykloner og andre eksempler på jordens ødelæggende kræfter. Ud over afdelingen med disse gruopvækkende naturkræfter, som New Zealænderne lever dagligt med, var der udstillinger med udstoppede fugle, hvalskeletter, kæmpeblæksprutter, dinosaurer og en Maori landsby med krigskanoer og huse.

Vi brugte ca. 4 timer i Nationalmuseet Te Papa, som må være et must for enhver, der besøger Wellington – og så var der gratis entre.

Sidst på eftermiddagen tog vi Kabelbanen op på et bjerg, hvorfra der var en fantastisk udsigt ud over Wellington. Ved endestationen var en Botanisk Have, som vi vandrede lidt i, inden vi tog Kabelbanen retur.

Herefter indkøb til aftensmad i New World og hjem at lave aftensmad i vores hyggelige hotellejlighed på Hotel City Life.

Wellington – Roturoa

Søndag den 11. marts 2018

Vi var tidligt oppe, da vi havde en lang dag foran os. Det lykkedes os ikke at ramme motorvej 2 i første forsøg, men efter endnu et forsøg kom vi ind  på den rigtige strækning til Masterton. Vi var meget spændte på, hvordan Nordøen tog sig ud sammenlignet med Sydøen.
Vi havde pragtfuld vejr med solskin og blå himmel, og landskabet vi kørte igennem var også her meget smukt, grønt og frodigt.
Vi kom ud i bjergkørsel med mange hårnålesving og gennem små hyggelige landsbyer, der emmede af søndags stilhed, idyl, fred og ro. De lå på stribe tæt på hinanden , Featherston, Greytown og den meget lange Carterton.

Vore første stop var i Masterton, hvor vi skulle se det lille berømte fåremuseum The Wool Shed, som fortalte alt om får, fåreklipning og fåreklippere. Her kunne man få oplysning om de hurtigste fåreklippere gennem tiderne.

Vi fortsatte nu ca 30 km mod nord, hvor vi hjemmefra havde læst om Pukaha Wild Life Center, hvor man kunne få et glimrende indtryk af, hvordan New Zealand oprindelig så ud med masser af fugle og dyr. Da menneskene kom blev disse dyr og fugle truet, og i dag er mange udryddet. På Wild Life centret gør de en stor indsats for at passe på disse truede dyr og fugle, og på et stort bushområde kunne man være heldig at se masser af fugle, de mest sjældne i volierer. Vi så desværre ikke overvældende mange, og i et hus med “natlys” kiggede vi forgæves efter kiwi.

Vi kørte videre til Woodville, hvor vi en turistinfo hentede et kort over området. Vi fik her at vide, at den direkte vej var ødelagt., hvorfor vi blev dirigeret til Ashburst og Fielding ad vej 54, hvor vi for første gang så store vindmøller antagelig danske. Omkring kl. 15 fik vi frokost på et fantastisk flot udsigtspunkt Stormy Point Lookout. Vi tankede benzin i Taihape og kørte noget senere gennem Tongariro National Park og nærmede os Lake Taupo, der er New Zealands største sø på 657 km2.
Da vi nærmede os Rotorua bemærkede vi termisk aktivitet, det kogte og boblede flere steder op af jorden.
Vi søgte efter mudderhuller i Wai-O- Tapu, men der var desværre lukket.
Mørket havde sænket sig over Rotorua, da vi nåede frem ved 20 tiden. Vi fandt hotellet til sidst, fik pakket ud, købt ind og lavet aftensmad. Vi var alle godt møre efter en lang dag med masser af oplevelser.

Roturoa

Mandag den 12. marts 2018

I følge vejrudsigten skulle vi få heavy rain i dag. En cyklon skulle ramme nordøen, men vi startede i solskin og sommertemperaturer. Kørte gennem Roturoa på vej ud til Champagne poolen i Wai – O – Tapu, som vi var ved i aftes – efter lukketid.

Wai-O-Tapu Thermal Wonderland var en kæmpeoplevelse. Området var bogstaveligt talt dækket med sammenstyrtede kratere, kolde og kogende mudderpøler, vand og dampende fumaroles, huller i jorden, der lukkede damp og gas, så som kuldioxid, svovldioxid, saltsyre og brintsulfid ud.

Vi gik på gangbroer i et øde og særpræget terræn med vulkansk aktivitet, hvor vandet var over 100 grader, og hvor overfladerne varierede i farve alt efter, hvilke mineraler der var de dominerende. Og så var der en gennemtrængende lugt af rådne æg.

Vi brugte 2 timer ialt på de afmærkede vandreruter i området, og kan kun sige, at Wai-O-Tapu må være et must for alle New Zealand farere.

Kl. 17.20 blev vi hentet af en bus fra Tamaki Maori Village, da vi havde tilmeldt os en kulturel Maori aften med krigsdans, optræden, sang og dans. Aftenen sluttede med et festmåltid, Hanghi, der var tilberedt i jorden. Det hele foregik i øsende regnvejr, men humøret var højt.

Vi var mange nationaliteter samlet i den bus, der kørte os ud og hjem, og den kvindelige buschauffør opfordrede alle nationaliteter på skift til at synge en sang. Vores danske bidrag var “Jeg ved en lærkerede” . Vi vil nok aldrig glemme, da hun kørte 5-6 gange rundt i en rundkørsel i den store bus, mens hun sang “We’ll be comming   round the mountains when we come”. Politiet havde the pause, sagde hun.